Punschekollegiet

Punschekollegiet er et kollegium med et bestemt antall individer som besørger punschens tilstedeværelse ved passende anledninger. Det anslås at det har eksistert siden 1822, basert på fuktige funn, men mye tidligere basert på historiske funn. Funnene har med tiden fordervet eller på annent vis forsvunnet, og stiftelsesdato for kollegiet er ikke til å oppdrive.

Historisk bakgrunn

Lite er kjent om Kollegiets opphav; men dets drift gjør seg gjeldende i flere historiske kilder. Det er tydelig av kollegiet stod sterkt i begynnelsen av Studentersamfundet, og dalte gradvis utover århundre frem til det etter 1900 knapt nevnes, foruten de sjeldne nevnelser i bisetninger i taler om andre ting. Men det er utvilsomt at kollegiet har overlevd disse årene, da det til stadighet er punsch å finne på Samfundets store fester, selv om den hverdagslige punschen har forsvunnet med årene. Herunder følger altså de historiske kilder som i stor og liten grad opplyser om punschens historie, og kollegiets historiske opphav.

Referat fra kvartalslaget i april 1822

«Kl. 7 begyndte man at samles. Glad Forventning spillede i ethvert Ansigt. Enhver havde lagt efter sig hjemme sine Sorger for „i en Kreds af glade Brødre“ at samle nye Kræfter til sine Sysler. Man tændte de selskabelige Piber, samlede sig i Grupper og snart sted Passiaren som Tobaksdunsterne. Da tændtes Lysene i Kronerne og gave Samlingen et mere festligt Udseende; en saa kaldet Eftagsvæld blev af 2den Directeur og 2de oppvartende Kammerherrer frembaaret, og da den var fortæret leirede Selskabet sig paa gammel nordisk Viis om det hyndede Bord, hvor Dampen fra den indsatte Punschebolle gav den preæsiderende 2den Directeur et ret guddommeligt Udseende. Munter Sang tonede nu fra de fugtede Struber, og Glæden blev mere høirøstet, dog sted dens Barometer ikke over Temperaturens Middelgrad. Til Aftens blev tracteret med en herlig Steg og ½ Fl. Viin ps. Mand, hvorunder blev frembrafte de Sædvanlige Skaaler. En til Gildet af en anonym Forfatter indlevert Sang blev blandt flere passende afsjunget; efter at Stegen havde mættet de sultne Maver, delicaterede man sig med en lækker Kage, og dertil en vellavet Bisp. Sildig blev den hyggelige Bordcommercie hævet. Siden forgik Natten under Spøg og Sang, og først langt ud paa Morgenen skiltes man glad og fornøiet, thi Faae vare de, hvis Barometer var sjunken til 0 Grad, tænkte endnu med Velbehag tilbage paa den festlige Aften; thi „hvor Glæden hersker, er alltid Fest.“»

Versifisert beretning à la Peder Paars om studentenes fest på Lindøya 17 mai 1825

Hør Musalil! jeg dig kun sjelden raaber an,
Med større Ret jeg da det stundom gjøre kan:
Thi raaber jeg idag af alle Livsens Kræfter,
Og beder om Din Hjelp til det som følger efter.
Jeg siunge vil om Punsch og Bisp og Smøttebrød
Om Marthe og Sophie, saa lækker og saa sød.
Jeg vil berette Alt, hvad vigtigt monne være,
Hvad vor Tidsalder var, skal Eftertiden lære.
Med Smaating derimod, som kun fortjene Glemsel
Med dem jeg ikke vil vanhellige min Pensel.

Referat fra 27 november 1826

«Paa Grund af Underretning om, at Kammermusicus Lemming vilde i Aften give en Soiree i Samfundet, havde en usedvanlig stor Mængde Medlemmer undfundet sig. Efter Directionens Foranstaltning, grundet paa Samfundets Beslutning i forrige Møde, blev der beværtet med en anstændig Eftasvæl, tilligemed Punsch. En af Wergeland forfattet Cantate blev afsjunget, og Skaaler bleve udbragte for Hr. Lemming og for Samfundet. Lemming underholdt Samfundet med Musik til omtrent Kl. 12 om Aftenen.»

På kvartalsfestene på 1820-årene speilte innholdet det som var datident studentånd: Man spiste, drakk og sang, de lange piper dampet og punschen var det forenende og opplivende element. Kantaten som nevnes her, hvortil Lemming hadde skrevet musikk, finnes i Wergelands samlede skrifter; den er en av hans svakere arbeider.

Referat fra 29 august 1827

«Professor A. Lehmann og Studiosus Labes, Begge fra det academiske Gymnasium i Danzig, vare som Fremmede tilstede i Samfundet. I Anledning af disses Nærværelse leirede man sig, efter Forhandlingerne, om Drikkebordet og tilbragte Aftenen og en Deel af Natten meget bahgelig med Sang, Punsch og munter Passiar. Henved kl. 12 skildtes man, idet man opfyldende den sidste Pligt mod de Fremmede, bar disse til sit Logis.»

Det kommer frem at det første man gir gjesten er Lovene, og det andre er så mye punsch at man må bære gjesten hjem. Tempora mutentur.

Masseutmeldelsen og det første forsøk på punscheforbud

I forkant av 17 mai-feiringen i 1829 oppsto en masseutmeldeslse i Det Norske Studentersamfund, noe som hadde svekket Samfundet. Som et forslag til å heve Studentersamfundets renomé, foreslo førstedirektøren, Lud. Kr. Daae 25 april: «at det Udsalg af Brændevin og Punsch som siden 1822 havde fundet Sted i Samfundet skulde ophøre, og saadant blot leveres naar et vist Antal Medlemmer subskriberet til et Lag.»

Forslagets hovedargument var bygget på den feilantagelsen at Samfundets utsalgsrett var lite benyttet og derfor kunne opphøre. Flere i Samfundet, blant andre G. F. von Krogh, kom med motinnlegg, og forslaget ble forkastet.

Øl

I tillegg til punschebollens forsvinnelse, var det kommet på moten, også i Samfundet, øldrikking. I Samfundsbladet i 1840 stod det: «Studentersamfundet er nu visstnok et saa ædrueligt Selskab, som muligt iblandt lutter unge Karle; men det er ønskeligt, at Brændevin aldeles forvises. Hertil frembyder sig nu en god Anledning. Der skal nu brygges hos Schou saa godt Øl, at tydske Studenter, hvilke man nok kan antage for sagkyndige, erklære det for næsten ligesaagodt som det bekjendte bayerske Bier, de tydske Musasønners Livdrik. Skulle vi ikke indføre dette i vore Gilder, og bruge en gammel nordisk Saft til at drike hverandre til i?»

Teateret november 1843

I november 1843 kom endelig igjen en virkelig teaterforestilling, idet en egen teaterkomité fikk oppført «Pelnatoke». Det gikk denne gang som så mangen gang senere — revisjonen og kritiske personer uten den rette forståelse av det ekte kunstneriske, klaget over de store utgifter ved oppførselen. Revisjonen uthevet at det syntes til å være drukket vel meget punsch. «Directeuren opfordrede Samfundet til at yttre sig angaende denne Sag. Eilertsen og Boye gave da enkelte faktiske Oplysninger, navnlingen den væsentlige, at det talrige Orchester havde havt fri Punsch og at det ikke havde sparet paa den. Falsen fremstod da, og udtalte i energisk Udtryk sit Mishag med de høie Udgifter, men vilde dog ikke foreslaae Noget i denne Anledning; men, mente han, det kan være et god Varsko til en anden Gang.»

Det er ikke kjent om punschekollegiet noen gang tok dette til etterretning.

1844

30 november 1844 står det nedskrevet at punschbollen da klokken slo 12 ikke var tom — «ikke destomindre reiste alle sig paa Direktørens opfordring, hvorpaa man i god Ro og Orden forlod Lokalet.» Men det var de som slett ikke likte at punschebollen ble forsømt. Da foreslo G. A. Krohg å nedsette en kommisjon med tre medlemmer «for at afgive en historisk Efterretning om Samfundsbollens Oprindelse og Skjæbne, samt en streng videnskabelig undersøgelse af dens nuværende Tilstand tilligemed Forslag om dens Restauration.» Forslaget ble trukket etter motinnlegg fra A. L. Brock og Eilert Sundt.

Men bollen var savnet, og en kveld reiste en av Samfundets revisorerer seg og erklærte at han hadde hørt det rykte «at Direktionen i en Baad var reist ud paa Bjørvigen og mellem Hovedøen og gamle Akershus nedsunket paa Havets Bund til evindelig Fylden med salt Vand den store Jernbolle, hvoraf Samfundet saa mangen Gang i fulde drag havde øst den sterke Drik Punsch.»

Referatprotokoll 9 april 1859

«Salen var smagfuldt dekoreret og overraskende synlig de Indtrædende ved sin usedvanlige Sirlighet. I Fonden havde man Fader Holberg paa sin Piedestal og foran ham stod Samfundsgrisen med alle sine Ordener og i nyt gyldent skabberak omgivet af 2 (to) straalende Lys. Paa gammel Vis var de lange Borde satte frem og midt for Højsædet thronede Bollen med den selvlavede Punsch.»

Punschebollens avskaffelse

Wallem skriver i boka Det Norske Studentersamfund gjennem 100 aar følgende: «Gjennem generationer hadde det været fast skik i Samfundet at brygge en punschebolle ved de store fester, især da russefesten 2. september. Punsch til hverdags var gaat av bruk i ottiaarene; for nittiaarenes studenterstod punschen som en fortidslevning i klasse med julemjød og fastelavnsboller, som bare kom til hæder og værdighet ved specielle høitider. I det ny aarhundrede var respekten for den slags fornminder dalet saa langt ned, at der var meget faa som opponerte, da man vaaren 1903 forslog helt at avskaffe punschen som officiel drik. Ragnar Vogt, Gustav Heiberg, Johan Scharfenberg og Michael Hansson fremsatte forslaget og stemningen var avgjort for at vedtage det. Men forslaget led av formelle mangler saa man besluttet, med overveiende flertal, at henstille til bestyrelsen for fremtiden at sløife punschebollen ved Samfundets fester. Og denne henstillingen blev naturligvis fulgt.»

Året etter, da Odelstinget skulle behandle forslaget om å avskaffe den private brennevinsrett, fremkom det i tinget en rekke meget skarpe bemerkninger om edrulighetsforholdene i Samfundet.

Det Norske Studentersamfund : høsten 1955

«En tale er en af jordens gode ting, en fyndig skandinavisk tale er en lise for hovudet, en balsam for hjertet, en frydefuld musik for begge øren. Men 247 skandinaviske taler, de mindste paa tre kvarter, flertalle paa en favn, nogle paa en kabellængde, — skandinaviske taler morgen, middag, vesper, aften og nat, ved ankomsten, i ridehuset, i skoven, paa vandkuranstalten og paa cirkus, — skandinaviske taler, saa snart man puttede en bid brød i munden eller drak et glas vin, punsch, karolina, biskop, en kopp kaffe, the, ja det bare vand, skandinaviske taler og intet uden skandinaviske taler og alltid et og det samme: at Danmark, Norge og Sverige havde været uenige, men nu var de gode venner — det er gor meget, det er uædelt, det er uskandinavisk.»

Nyere tid

Punschekollegiet følger i de tradisjoner som ble nedsatt av sine forgjengere. Én ting skal da være inderlig klart: Klokken slår ikke 12 uten at punschen er tom.