De norske studenters hilsen til Professor Welhaven
Til Professor Welhaven.
Lyt nu, du ludende sanger,
tonerne strømme tilbage!
Varmt om dit sind
ungdommens glade falanger
under dit vindu dem jage
jublende ind.
Hjærternes genlyd sig gynger
højt i det blå,
i det solsitrende blå,
hvori din sølverne tone den slynger.
Smiler du ikke ved målet,
du, som i vintren har vugget
forårets tekst?
Alt, hvad dit mod har bestrålet,
alt, hvad dit mismod har dugget,
nu har det vækst,
ranker sig op om din skulder,
fylder din favn, -
fanger i roser dit navn,
fanger din digtnings den koglende hulder.
Videre livstoget drager,
tankerne suser som faner
over dets vej.
En blant de højeste rager,
finnes på forreste baner,
den kom fra dig!
Oldtidens manende rune
højt på dens skaft,
tyder, hvor du tog din kraft,
løftende land i din ild-hu, dit lune!