Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Martinius Bjørnson
Født		8. desember 1832
Formand
1870
Forgjenger		Carl Berner
Etterfølger		Otto Albert Blehr
Teatersjef
1859
Forgjenger		?
Etterfølger		?

Bjørnstjerne Martinius Bjørnson var en norsk dikter, samfunnsdebattant, redaktør, folketaler og teaterpersonlighet. Hans produksjon er meget omfattende med bondefortellinger, skuespill, poesi, romaner, artikler, taler og en enorm mengde brev.

Mens forfatterens bondefortellinger er forankret i norsk nasjonalromantikk med hensyn til form, stil og menneskeskildring, beveget Bjørnson seg siden over det moderne sagadrama og det borgerlige samtidsdrama til de første realistiske problemdramaene. Bjørnson var også en produktiv lyriker, og mange av hans dikt er tonesatt, blant annet av Rikard Nordraak, Halfdan Kjerulf og Edvard Grieg. Også andre nordiske komponister har tonesatt hans dikt. En av hans fedrelandssanger, Ja, vi elsker dette landet med tone av Rikard Nordraak, er blitt Norges nasjonalsang.

Stortinget bevilget ham diktergasje i 1863. I 1903 ble han som første norske dikter tildelt Nobelprisen i litteratur. Han er også kjent som Riksmålsforbundets grunnlegger. Sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland, ble Bjørnson i mellom- og etterkrigstiden markedsført av Gyldendal forlag som en av de fire store norske dikterne.

Bjørnson var også aktiv i Det Norske Studentersamfund, hvor han allerede i 1859 ble Teatersjef for Studentersamfundets Theater. I 1870, som 38-åring, ble han formand i Studentersamfundet. Mange så denne rabulistens vei til topps som et tegn på at organisasjonen var i ferd med å falle sammen. Den kontroversielle Bjørnson skal blant annet ha innført de beryktede biff-nachspielene på Studentersamfundet, og er opphavsmann til begrepet over tolv. Bjørnson ble i anledning sin 70-årsdag utmerket til det første Storkors av studentteaterets ridderorden, Den Hvide Knap.

Bjørnsons gjenvalg i mars 1870

Bjørnson ble valgt i desember til formand for første kvartal av 1870. Han stod så til gjenvalg i mars, og ble møtt med mye kritikk fra samfundets eldre garde. Kritikken av Bjørnson til formand hadde i stor grad å gjøre med spekulasjoner knyttet til hans motiv. 19. mars 1870 utgis et manuskript for studenter, som en anti-Bjørnson-panflett på åtte sider. Manuskriptet er skrevet anonymt og undertegnet Studiosos perpetuus, som betyr evig student.

Manuskriptet

Skal Bjørnstjerne Bjørnson gjenvælges iaften til studentersamfundets formand?

Trykt som manuskript for studenter.

Kristiania.

19de marts 1870.

Studentersamfundet er visse ifølge sin natur et privat selskab, hvis anliggender i regelen ikke bør inddrages i den offentlige presses diskussion. Sålænge alt i de studerendes kreds går sin jevne gang, er samfundet væsentlig at betragte som en forening af unge mennesker, hvis sympathier og interesser har en vis betydning som et tidens tegn, men heller ikke som mere.

Med alt dette kan det dog ikke negtes, at vort studentersamfund efterhånden har vundet hævd på — i visse tilfælde — at betragtes som noget mere. Man har vænnet sig til at anerkjende det som den hele akademiske stands repræsentation, når denne ved en og anden leilighet optræder som helhed og giver en samlet udtalelse. Navnlig har dette været tilfælde, hvor det gjaldt forholdet til vore nabo- og frændefolk; en udtalelse af det norske studentersamfund til de ligeartede studenterkorporationer i nabolandene har altid vakt en opmerksomhed i Sverige og Danmark, som ikke kan oversees herhjemme. Selv den sterke reaktion som i disse forhold er indtrådt siden 1864, har dog ikke hindret, at studentersamfundets indbydelse til studentermødet ifjor blev respektert i alle tre lande som en indbydelse fra selve Norges hovedstads indvånere i det hele. Ved arrangement af adskillige offentlige festligheder — især af grundlovsfesten, den syttende mai — har studentersamfundet i mange år gået i spidsen og givet festen dens præg. Overhovedet er det ikke langtfra, at man kan sige, at mellem hovedstadens standsmessige korporationer har studentersamfundet en rum tid været den toneangivende.

Denne agtede sociale stilling er den verdifuldeste arv, som studenterne fra de kjære, men tarvelige ram, hvori de før færdedes, have ført med sig til den nye bygning, hvis tilværelse skyldes en lang række af hædersmænds, (blandt dem ikke mindst prof. Schweigaards) opofrelser og ufortrødne bestræbelser. Men de unge studenter turde forregne sig, ifald de mente, at den gode klang, som studenternavnet hidtil har bevaret og den hædrede plads i byens selskabelige liv, som samfundet har indtaget, var knyttet til huset i universitetsgaden som en jus in re, der ikke (og det endog hurtigere end den er erhvervet) kunde forspildes. Den velvilje og anseelse, som samfundet i en årrekke oparbeidede sig under formænd, som L. K. Daa, Monrad, Eilert Sundr, rektor Friis og Thaasen, kan alene bevares i længden under én betingelse, den nemlig, at den unge slægt, som udgjør samfundets majoritet, aldrig glemmer det ansvar, som gode traditioner bestandig pålegger. Livet inden samfundets vægge bør aldrig forstenes i snusforstandige former, den ungdommelige frihed bør stedse have sin ret; men på den anden side må en taktfuld iagttagelse af decorum være uafviselig pligt. Og hvormeget det end, allerhelst i bevægende tider som vore, må være uundgåeligt, at stridende meninger fra de større kamppladse udenfor trænge sig ind også i studenternes diskussion og forhandling, bør samfundets navn ikke misbruges i ensidige politiske parti-interessers tarv. Det tør nemlig ikke blive nogen agitationsanstalt, uden med det samme at sætte sin dyrebareste eiendom på spil.

Man har i den senere tid hyppig hørt den påstand fremsætte, at de ældre academici i de sidste år i en utilbørlig grad have overladt studentersamfundet til sig selv og altfor sjelden besøgt sine yngre brødres kreds. Denne anke tør indeholde adskillig sandhed, men vi have også grund til at tro, at dette forhold kun har været forbigående og herefter vil forandres meget til det bedre. Thi, medens det siger sig selv, at samfundets væsentlig er til for ungdommens skyld, er det derfor ikke mindre sandt, at det først realiserer sin egentlige idé, når vekselsvirkningen mellem den ældre og yngre videnskabelig dannede generation er levende og kraftig. Samfundets modnere medlemmer udgjøre derhos så at sige et senat, hvis tilværelse ikke merkes eller endog bør merkes til dagligdags, men som, når den kjære ungdom står i begreb med at forglemme sig, træder til som kredsens gode genius. Og vi tro, at der just i disse dage er indtrådt et tilfælle, hvori de ældre bør anse sin værnepligt at være påkaldt.

Studentersamfundet har i december måned f. å. valgt Bjørnstjerne Bjørnson til sin formand, efter sigende ved et coup de main af nogle få personer, som benyttede en øieblikkelig forlegenhed, opstået ved flere tidligere valgte formænds frasigelse, til at drive hans kandidatur igjennem. Det er nu hans partis tanke at få ham gjenvalgt iaften.

Når vi udtale den mening, at dette valg ikke var heldigt, og at det vilde være endnu langt uheldigere, om det nu gjentog sig, er det naturligvis ikke tanken at negte, at Bjørnson — som digter — er den fremragende personlighed. Med den afdøde forfatter af "Norvège littèraire," hvis dom om vore digtere turde være den mest upartiske, der hidtil er udtalt, ere vi de første til at erkjende, "at hvormegen andel af Bjørnsons anseelse man end vil skrive på tilfældige omstændigheders regning, bliver hans geni dog lige utvilsomt."

Og vi tro, at vor hovedstad, at Norges almenhed i det hele, hvad Bjørnson angår, — give keiseren, hvad keiserens er. Hans licentia poetica turde være ham temmelig rundelig tilskåren. Thi hvad vilde man f. eks. dømme om forfatteren af det navnkundige intimidations-telegram, hvis forfatteren var en and en end Bjørnson? Hvad vilde man sige om en anden end Bjørnson, som redaktør af et blad, der det ene år søger at erhverve subskribentsamlere ved forespeiling om pensioner af sit "overskud" og i det følgende spiller fallit med en dividende til kreditorerne af to og en halv prosent? Hvorledes vilde man dømme en anden end Bjørnson, der — endog blot tilnærmelsesvis — tillod sig en så emansiperet selvros, som f.eks. om "Ja, vi elsker dette langdet" og dets såkaldte "følge"? Hvis en anden end Bjørnson forsøgte sig i så plumpe reklamer for sin egen bedrift, som de han gjentagne gange har bragt tiltorvs for det af ham selv reaigerede tidskrift "Ide og Virkelighed," hvad havde almenheden sagt dertil? Enhver normal mand i de tre nordiske riger skoggerler vistnok for øieblikket af projektet om at erobre Island, men selv denne latter er egentlig en ære, en hylding til digteren som den fremragende Mand, thi, fremsat af en and en end Bjørnson, turde forslaget nærmest være blevet opfattet som bevis på en mangel af den betænkelige art.

Vi respektere altså Bjørnson af hensyn til hans digteriske begavelse efter fortjeneste og måske lidt til, når vi, hvor det gjelder ham, daglig suspendere de regler og love, som temmelig ubønhørlig overholdes ved bedømmelsen af andre dødelige. Men digterens talent kan dog ikke bevæge os til at ville se demagogen som samfundets fomrand. Og det er som demagog, som intet andet, han behager sig i at færdes i samfundet.

Idetmindste skal ingen vove atpåstå, at det er som student.

Vi skulle ikke opholde os med det lidt uklare, men i vore tanker heller ikke væsentlige spørsmål, om Bjørnson nogensinde fuldt ud har erhvervet de formelle kvalifikationer til endog at kaldes student. Derimod fortjener det m e r e vegt, at han i sine yngre år notorisk kun en meget kort tid viste sig i samfundet. Allerede i 1855 (han var oppe til artium i 1852) havde han skilt sig fra studenternes kreds og angreb da samfundet i dagbladspressen på en mindre end kammeratslig måde, idet han, såvidt vi huske, foreslog det ophævet; endel af os ældre kunne godt erindre, hvorledes en nu afdød, dengang såre agtet og afholdt student, (der betegnede sig "Per studiosus") i den anledning skrev et særdeles morsomt digt om han begyndende journalistiske virksomhed. Men mest betone vi dog hans udtalelser fra studentermødet ifjor, både fordi de hidrøre fra den fuldt udviklede mand, og fordi vi alle have dem i frisk minde. Han lod sig da, som bekjendt, i den grad henrive af sine grundtvigianske folkehøiskole-lidenskaber, at han med tordnede stemme foreslog studenterstandens afskaffelse. Da Carl Ploug noget ubarmhjertig tog til gjenmæle mod ham, gjorde han dog et tilbagetog, idet han forsikrede: "Jeg vil ikke afskaffe universitetet." (!!!)

At studentersamfundets formand er det eneste menneske i Norges land, som har stræbt at nedætte den mand, der også var landets bedte akademiske borger, det skal alene noteres.

Der råder mellem de ældre studenter i Kristiania en sterk og afgjort misfornøielse, med at Bjørnstjerne Bjørnson er bleven studentersamfundets formand. Selv ønsker han neturligvis at blive stående. Dels er det hans sjel en frydfuld trang at danne sig et eiendoms-folk af beundrere blandt ungdommen, dels studenter syttende mai til. Studentersamfundets formand har det i sin magt ved denne leilighed at arrangere sange og taler, at kolportere stikord, der kunne tilgodegjøres i sagførerpartiets interesse ved de forestående valg af den serville Sverdrupsk-Bjørnsonske hovedstads- og privinspresse. Det er egentlig sagen. Og bag ved Bjørnson stå igjen andre. Når han forsøger at organisere de unge studenter som et korps af politiske tinsoldater, tør det hænde, at generalen selv er et redskab for andre, hvis planer og tanker han ikke engang formår selvstændig at overskue.

Vi henstille derfor til de ældre studenter, hvem det ikke er ligegyldigt, hvorledes livet gestalter sig i den gård, vi have bygget til vore yngre kammerater og til vore sønner, at afgive møde i samfundet iaften.. Vi give vore stemmer til ethvert rimeligt valg, som vore yngre medbrødre finde ønskeligt, men vi modsætte os Bjørnsons.

Det er muligt, at den yngre slægt, efter i nogle måneder at have betragtet Bjørnson på nærmere hold, allerede har fået nok af ham som sit samfunds leder. Det lader sig altså tænke, at man også, uden vor mellemkomst, skulde vide at skaffe sig en ny formand. Men vor tilstedeværelse vil selv i dette gunstige tilfælde ikke være forgjeves. Den vil indebære et varsko for påkommende senere leiligheder, og det vil være morsomt at samles en aften på gamle tomter. For sikkerheds skyld bemerkes, at de studenter, som måtte indmelde sig iaften, derved erhverve utvivlsom stemmeret ved valg på ombudsmænd; det er alene for at stemme om lovforslag, at man må have været medlem i 14 dage.

Og så tilsidst et varmt ønske for et friskt, sundt og sandt studenterliv fra Studiosus perpetuus.